I Solstrålen har vi valgt at have en natur profil.
Vi tænker udeliv som en del af den daglige praksis. Vi inddrager naturen og naturfænomener på daglig basis. Når det er forår indvier vi vores køkkenhave, vi vil dog allerede i starten af året starte med at så og spire så vi senere kan høste. I samarbejdet med jeres børn, har vi fokus på ”fra jord til bord”. Her tager vi jeres børn i hånden og de vil lære hvor vores afgrøder stammer fra.
Vi bruger nærmiljøet som læringsrum f.eks. har vi skov, strand, marker, udendørs legepladser, fodboldbaner mm. lige i nærheden.
Vi har fokus på de 6 læreplanstemaer hvor vi bl.a. fordyber os i sanser (se, røre og smage i naturen), motorisk udvikling (løbe, gå og klatrer på forskellige underlag i naturen), alsidig personlig udvikling (mod, hvad tør jeg - hvad kan jeg), kommunikation og sprog (højere til loftet, børnene bliver ikke begrænset i lydniveau) samt social udvikling (relations dannelse på tværs af køn og alder, styrke de forskellige relationer også på tværs af stuer).
Forskning viser:
- ”Megen tid i natur giver stærkere, sundere og oftere normalvægtige børn med sænket risiko for type 2-diabetes. Børn som tilbringer meget tid udendørs danner mere D-vitamin og sover bedre end børn, der ikke tilbringer tilsvarende tid udendørs.
- Udfordrende terræn (eks. glatte sten) inspirerer til at afprøve kroppens muligheder, fremme motorisk udvikling og fællesskaber.
- Naturen er fantasi- og trivselfremmende, da tilgængelige genstande i grønne omgivelser bryder med strukturen i dagligdagen og får børn til at lege på kryds og tværs af bedstevenner, køn og alder.”
Kilde: Center for børn og natur. https://nordeafonden.dk/nyheder/ny-forskning-sundere-og-staerkere-boern-i-naturen
Hver år i Maj inviterer vi bedsteforældrene til en hyggelig eftermiddag, vi ønsker de medbringer en blomst/busk eller lign. som vi sammen kan plante på legepladsen. Heri sætter vi et billede af børnene, så børnene kan holde øje med hvordan deres plante spirer/gror og hjælpe med at passe og pleje dem.
Vi er godkendt af grønne spirer og modtog vores flag første gang i 2023.
”Grønne Spirer er Friluftsrådets grønne mærkningsordning for private pasningsordninger, dagplejere og børneinstitutioner, og vi har siden 2006 været afsæt for natur, udeliv og science i de danske dagtilbud. Grønne Spirer er lig med sunde og glade børn med røde kinder og snavsede fingre. Det er nysgerrige voksne, der oplever og undres med børnene.” Hvis i vil læse mere, kan i finde det her: https://groennespirer.dk/
Vi er tilmeldt affalds indsamling hvert år. Vi glæder os til at sætte fokus på naturen, miljøet og bæredygtighed sammen med jeres børn.